Her sker det: Maskiner bryder igennem efter fem måneder
Nu er der hul igennem jordskredet ved Ølst. Kommunen markerede gennembruddet, og borgmester kaldte det et skridt i den rigtige retning.
Randers Kommune fik fredag hul på jordskredet ved Nordic Waste nær Ølst - og det i den mest bogstavelige forstand.
En entreprenørmaskine brød omkring klokken 14.30 igennem den store bunke jord, som i lang tid har spærret Gl. Århusvej. Maskinen laver et hul på cirka otte meter i bredden og fra syd mod nord. I alt er det cirka 150 meter.
Det er første gang, der graves igennem jordskredet, og borgmester Torben Hansen (S) kalder det en vigtig milepæl.
- Det er første skridt på vejen til den løsning, hvor vi kan lægge et nyt Alling Å-forløb meget tæt på det oprindelige forløb, siger han.
Markering af, at det går rigtige vej
Kommunen havde inviteret både byråd og borgere fra Ølst til at overvære milepælen, men en stor del af byens borgere valgte at blive væk fra fredagens markering. Den er blandt andet blevet kaldt 'idioti' og et PR-stunt.
Det mener Torben Hansen dog ikke, der er tale om.
- Nej, absolut ikke. Nu markerer vi, at det går den rigtige vej. Jeg har stor forståelse for, at Ølst-borgerne er berørte. Det er dem, der bor tættest på og har haft nogle frygtelige scenarier, sagde han efter gennembruddet af jordbunken.
Selvom der nu som sådan er hul igennem på Gl. Århusvej, så er der ikke udsigt til, at vejen åbner igen i den nærmeste fremtid, fortæller borgmesteren.
- Det er for tidligt at sige noget om, men vi satser på, at det bliver i løbet af 2025.
Randers Kommune gik i gang med prøveafgravning allerede for et par uger siden, men det blev nødvendigt at stoppe på grund af store mængder regn. Afgravningen blev genoptaget 29. april.
Under afgravningen blev der hver fjerde time indlagt pauser til geoteknisk tilsyn, og der er udlagt 15 bøjer rundt omkring i området, der har til formål at måle eventuelle bevægelser. Der er også løbende overvågning af området med droner, lyder det fra Randers Kommune i en pressemeddelelse.